tirsdag, september 19, 2017

Tjek! Knap så tjekket!

Så er kornhøsten i hus, det var med hiv og sving, og det er skønt, at vi nu kan koncentrere os om kartoffelhøsten. Min mandag startede som vanligt klokken fem, men den skulle nok være startet søndag aften. Med fem eftermiddagsmadpakker udover landmandens vanlige madpakker og et brusebad var jeg pludselig bagefter, og der var altså et tog, der skulle nås. Så morgenmaden, vanddunken og tekanden kom med, og så måtte mine medpassagerer finde sig i en sulten sygeplejerske, der nød sin morgenmad i toget.

DSC_4553

Internettet i toget var uhyre langsomt, så jeg fik kun arbejdet lidt på vej til Vejle og endnu mindre på vej hjem. Skidt pyt, jeg nåede det, jeg gerne ville nå, og ret beset har jeg vel også gjort min arbejdspligt med en dag væk fra gården på 12 timer. Heldigvis valgte jeg at gå begge veje ud til regionshuset i Vejle, det gav frisk luft og kolde tæer. Jeg var den eneste kvinder, der stod af toget i bare tæer og sandaler. Alle andre var i støvletter og dertil tykke frakker. Der er jeg altså ikke endnu, og på turen tilbage til stationen nød jeg solens varme på tæerne.

Landmanden arbejdede stadig, da jeg kom hjem, der er meget, der skal forberedes, før arbejdsdagen med fem ansatte. Jeg gjorde mig selv en tjeneste og smurte tirsdagens seks eftermiddagsmadpakker mandag aften.

Dagen i dag er gået med at være kursusleder for mine kolleger om tværfagligt samarbejde og kommunikation. Det er kursus nummer to af tre enslydende kurser, og selv om det er samme afsnit, samme underviser og samme emne, så blev kurset ikke det samme som sidst, men stadigvæk meget spændende med engagerede kolleger. Undervejs tjekkede jeg lige DMIs radar billeder i en formiddagspause, så jeg vidste godt, hvilken besked jeg ville få i telefonen, når jeg ringede hjem efter arbejde. Og ganske rigtigt, 9 mm på 1½ time, de havde lovet 0,9 mm, så kartoffeloptagningen blev stoppet, og der ventes på minimum en hel tørvejrsdag, før der igen kan køres. Nu har landmanden og jeg så spist os igennem seks madpakker, det blev aftenmaden sammen med chokolade og slik. Jeg går absolut modsatte vej af det, som jeg ved, er godt for mig. Det skal der rettes op på. I morgen.

DSC_4555

søndag, september 17, 2017

Det føles godt

Traktorerne brummede omkring mig, siden sidst på formiddagen kunne jeg også høre mejetærskerens lyd i det fjerne. Lyden akkompagnerede mig i mit udendørs arbejde, jeg har langt om længe fået fjernet svalernes efterladenskaber på solbænk og fliser samt luget foran stuehuset. En vis forhenværende tømrer lover mig hvert år, at der kommer en tynd træbjælke op under svalerederne (et trick vi i tidernes morgen så i Bon Bonland), så de kan leve i fred, og jeg kan blive fri for svineri. Landbruget har det med at komme i vejen for den plan. Og så smågriner jeg lidt i det skæg, jeg ikke har, for lovet og lovet er måske så meget sagt, han har sagt ja, når jeg har mindet ham om det, men så kan jeg jo spørge mig selv, om det ja kommer pr refleks eller har været omkring hjernebarken og blevet lagret i hukommelsen? Jeg kender godt svaret, jeg har trods alt været en del af landbruget i snart 34 år.

DSC_4551

I går valgte jeg at fokusere på ikke at gå på nettet hele tiden og ikke kigge bevidstløs ind i en serieskærm (det er normalt det jeg orker). Jeg kom som sagt ud, jeg fik lånt bøger og læste flere af dem, jeg smurte madpakker og gik ned til kornmarken med dem, jeg lavede aftensmad og vaskede tøj. Det føltes godt, så jeg vil forsøge at følge samme opskrift i dag. Jeg håber, at de byger, der er lovet, vil gå udenom os. Vi kan nå langt med kornhøsten, hvis bare …

Hjernen er allerede i gang med planlægge aftensmad i dag og i morgen, måske er der en mere, måske er der to mere til eftermiddags og aftensmadpakke samt sen varm aftensmad, måske bliver der bare os to (og i det sidste tilfælde hedder det rester). Jeg skal til Vejle til møde i morgen, hvor jeg tager hjemmefra klokken seks og først er hjemme ved halv otte tiden om aftenen. Det harmonerer dårligt med et travlt landbrug med lange dage med behov for mange madpakker. Pyt, det må jeg organisere mig ud af.

DSC_4550

En af de bøger jeg læste, eller rettere fik læst færdig, var Svend Brinkmanns Stå fast. Hvor jeg tidligere ikke har været imponeret over den, fik min velvilje over for de meninger, han kommer med i interviews, mig til at få læst den færdig. Jeg tror det, der irriterede mig, måske netop er det faktum, at han valgte at skrive bogen på samme måde som selvhjælpsbøger, den genre han gør op med, og da jeg ikke kan fordrage selvhjælpsbøger, så gjorde det det svært for mig at læse hans bog. Bagefter fandt jeg en udsendelse på DR2, hvor man fulgte SB i tiden omkring hans nye udgivelse Gå Glip. Det er tydeligt, at han på den ene side er glad og nok også beæret/benovet over al den virak og fokus, der er på hans budskab. På den anden side har han det svært med det, for nu er han netop blevet guruen, ham man følger for at få et godt liv. Lige nøjagtig det han opponerer mod.

Det er tydeligt at han, som trods sin unge alder, virkelig har forsket og publiceret meget, bliver lidt irriteret over, at det eneste offentligheden har fokus på, er de sidste tre letlæste bøger. Samtidig med at han godt forstår det, fordi forskning ofte er tungt og svært at forstå for de fleste af os, også journalister, som gerne skal have enkle punchlines. Jeg læste et interview med ham, hvor han siger, at det da er et problem, at der aldrig før er publiceret så meget af den forskning, der foregår, men ingen læser det. Forskerne skal publicere så meget som muligt i diverse højt estimerede tidsskrifter, fordi universitetet bliver belønnet for hver artikel. Det får mig til at tænke på den artikel, jeg sammen med to andre skal skrive, for hvor skal den publiceres? Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det for mig vil være betydningsfuldt, hvis den blev optaget i et velanset international tidsskrift, men egentlig var det vel bedre, at den kom i et tidsskrift, som faktisk blev læst af sygeplejersker? Sv mit eget fagblad bliver ikke læst af mine kolleger, de er for trætte, når de kommer hjem. Så det er sådan nogen som mig, der skal formidle tidskrifternes budskab.

DSC_4549

Landmanden er gået ud for at gøre mejetærskeren klar, jeg tjekker radarbillederne, vi skal vist være heldig, hvis bygerne går forbi os. Gid de måtte opløse sig, så det kun bliver en snert af en vanddråbe, der falder. Nu må jeg hellere komme i gang med denne arbejdssøndag, som jeg håber, det bliver. God søndag til dig.

170917

fredag, september 15, 2017

Weekendfri

og jeg håber på, at den byder på travlhed i landbruget. Vi får se, man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siges der.

DSC_4544

I dag havde jeg en kombinationsfunktion, jeg tog mig nemlig af dagafsnittet og en ny læges introduktion til samme afsnit, mens jeg også fik ordnet nogle punkter i forhold til min funktion som uddannelses og udviklingsansvarlig. Den studieplan min kollega og jeg har knoklet med og som jeg på et tidspunkt, hvor jeg skulle have den skrevet færdig og sendt af sted, var ved at miste modet over, er nu godkendt. Og den er ikke blot godkendt, den er blevet rost og anbefalet en anden (med min funktion) at lade sig inspirere af. Så min kollega og jeg smiler, hver gang vi taler om den studieplan.

DSC_4546

Faktisk har jeg smilet og leet meget i dag på arbejde. Så selv om jeg igennem længere tid har været så træt, når jeg kommer hjem, så er jeg grundglad for at være på arbejde. Det er en fed følelse.Og så har jeg nogle fantastiske kolleger, som altid har det gode forløb for patienten for øje. De er så dygtige, engagerede og motiverede, jeg er stolt over at være kollega med dem.

DSC_4547

Håber du får en dejlig weekend. Jeg vil varme lidt suppe til mig selv og nyde, at mejetærskeren langt om længe er kørt ud af maskinhuset (og nej, det er ikke en kornmark, du ser nedenunder, det er en kartoffelmark)

DSC_4548

onsdag, september 13, 2017

Så er jeg landet i min sofa

og bortset fra en enkelt hundeluftning, så har det været mit faste holdepunkt hele aftenen. Forrige nat blev en af de korte, hvad angår søvn, og arbejdsdagen en af de lange. Vi har haft tværfaglig temadag og eftersom det er min vision, som efter en del år langt om længe er gået i opfyldelse, så har jeg været meget spændt på både oplægsholder og kollegernes reaktion.

De var begejstrede og syntes, de kunne tage flere budskaber med hjem. Der forestår et stort arbejde, når alle tre enslydende dage er afsluttet. Jeg skal samle trådene og beskrive alle de tanker og ideer, der er opstået og sammen med en gruppe sætte både i vandet, så vores gode tværfaglige samarbejde kan blive endnu bedre.
Så mørkt er det nu klokken seks om morgenen.

Gospelkoret måtte synge uden mig i aften, igen, for det var for farligt at køre i bil, når man er så træt, som jeg er/var. Landmanden og hunden blev spist af tidligt, landmanden skulle til møde, huset blev gjort klar til rengøring i morgen, postkasse blev tjekket (sammen med luftning af hund), og så faldt jeg i søvn over en kop te og en film. Landmanden har strenge ordrer i sådanne tilfælde om ikke at vække mig, for så kan jeg ikke sove igen. Men jeg vågnede nu af mig selv, da han kom hjem. Kroppen reagerede kraftigt på det sidste døgns strabadser, så det føltes, som om jeg var syg. Det hjalp en portion A38 med banan og hjemmelavet mysli dog på, så nu føler jeg mig hjemme i min krop påny.

Trappete sammen, mens vi venter på flere dages tørvejr

Søvnen indfinder sig nok ikke foreløbig, så jeg vil favne mit skøre sovemønster og finde på noget andet at lave.



PS Min lille fridagsseddel fra i går gjorde sin virkning. Målsætningen var ét skab, jeg fik taget alle skabene i badeværelset, to fyldte bæreposer blev smidt ud og en bærepose med alskens medicin står klar til at komme derhen, hvor det nu skal hen.


tirsdag, september 12, 2017

Det føles underligt

og det er ikke, som det plejer at være. Farmer skriver lidt om det på sin blog, og han har et herligt billede af hund og kat, som er dem, der formår at udnytte den uvante situation optimalt. Jeg har en landmand, som ikke kan køre i markerne, der kan ikke høstes, der kan ikke tages kartofler op, for der er ganske enkelt for vådt til at køre. Og det kan vi ikke gøre noget ved, så det behøver jeg ikke bruge mere tid her på bloggen til at skrive om.

DSC_4516

I går tog jeg en tur op til sommerhuset, for vejret var jo dejligt og tørt (det varer bare aldrig mere end en dag, så regner det igen). Jeg skulle aflæse vandmåler og benyttede chancen til at gå en tur i Blokhus Klitplantage. Sjælen kom i vater, vejrtrækningen blev så dejligt forpustet, tankerne fik lov til at flyde og jeg nød den times motion. Undervejs kom jeg forbi Panasonic i Hune, og modsat hans kolleger i Gentofte og nærtliggende centre, så havde han en ny oplader til mit kamera. Den anden er forsvundet, hvordan den kan forsvinde,forstår jeg ikke. jeg havde den med, da jeg flyttede i sommerhuset i sommer, men væk er den. Nu kan jeg få ladet op og komme til at bruge mit kamera igen. Det tager bedre billeder end mobilen gør. Til gengæld kan min mobil redde mig, når jeg glemmer min pung derhjemme. Jeg kunne betale for min oplader og jeg kunne også handle ind i Spar med Mobile Pay, hvorimod laksen hos fiskehandleren må vente til en anden dag.

DSC_4517DSC_4518

Tirsdagens fridag er startet med at køre min bil på værksted, helt ærligt havde jeg set frem til en time i deres sofa med godt læsestof, men jeg tog fejl. De sendte mig hjem med en lånebil, fordi det ville tage længere tid end først beregnet. Øv. Så må jeg lege ventetid herhjemme og sætte mig med en kop te og den litteratur, jeg gerne ville læse, inden næste punkt på fridagslisten.

DSC_4521DSC_4523

God tirsdag til dig.

mandag, september 11, 2017

Husk nu de gode intentioner

Det er nemt lige der, hvor man er ved at falde i søvn, at opstille gode mål for hverdagsfridagene, der kommer. Det er straks sværere at komme i gang med dem på en våd og mørk mandag morgen. Så jeg er startet langsomt op ved computeren, som er mit foretrukne fristed, med at få små huskenoter elimineret. (hmm, sproget.dk siger eliminere mest bruges om uønskelige ting, det er så ikke tilfældet her)

DSC_4503

Hus og have trænger VIRKELIG til min kærlige hånd, og jeg GIDER virkelig ikke. Det er ikke sådan, at der ikke ser ordentligt ud, for det gør der. Jeg er eminent god til overfladerengøring/oprydning. Min frugthave har ikke set skyggen af mig siden før sommerferien, landmanden plukkede heldigvis blommerne, og resten af bærrene er blevet overladt til fugle og andet godtfolk. Jeg nåede aldrig om bag gården for at få plukket. De krukker/højbede, jeg drømte om skulle pryde min gårdsplads, er aldrig kommet længere end til min hjerne.

Den kjole, jeg godt gad sy, er også kun i min hjerne. Den orden, jeg godt gad have i skabene i badeværelse, bryggers, soveværelse og andre værelser, er også kun tankespind i min hjerne. Jeg ORKER det ikke, og jeg forsøger virkelig at omfavne og rumme den ugidelige Lene. For jeg har jo lavet så meget andet, men det irriterer mig, at jeg ikke kan finde energien til disse gøremål og i stedet for hele tiden sørger for at få det, der skal gøres, gjort og så falder i en bog, en serie, bloglæsning eller arbejdsrelaterede gøremål på mine fridage.

Men i går gjorde jeg noget af det, jeg gerne vil. Jeg lokkede landmanden med på en køretur for at få et af mine gavekort indløst. Først talte vi om motorcykel, men vejret har jo været og er stadig meget ustabil, så vi endte i landmandens varebil (så kunne Ayla også være med). Og det var godt, for vi kørte i heftige byger, ingen byger, solskin, heftige byger …

DSC_4505

Softicen fra Vebbestrup Mejeri var bare god. Jeg var dog så forgrínt, for da vi kom derned, så stod folk i kø. Der var en stor parkeringsplads fyldt med biler, og folk guffede softice i sig mellem bygerne. Det havde jeg ikke lige forestillet mig på en regnvåd søndag i september. Jeg forstod dem godt, da jeg først så prisen og siden smagte isen. En stor softice kostede 14 kroner! Med drys blev det 19 kroner. Det er jo helt vildt. Jeg havde troet, at vi for mit gavekort kunne få to store is, og så var det det.  Vi havde ikke køleboks med, så resten af gavekortet blev ikke omsat til literis, men derimod god lakrids med chokoladeovertræk.

DSC_4506

Det blev ikke til gåture i Rold skov pga regnen, men vi fik kørt på alle de små veje gennem skoven ned til Vebbestrup, og hjemad gik turen ind i min mors barndomsland med Ravnkilde, Årestrup og Oplev. Teen snuppede vi, da vi kom hjem, og jeg har seriøst aldrig været så mæt af en stor softice før, denne is smagte og fyldte godt i maven og sanserne.

Lyset er kommet lidt frem, mens jeg har fået ordnet arbejdsrelaterede mails, som ikke kunne vente til på onsdag, og så det her indlæg. Nu mangler jeg landbrugets kontordel, det kan heldigvis også klares ved computeren med en kop te i hånden. Mandagsfridagsstart som jeg kan lide det. God mandag til dig.

DSC_4508

søndag, september 10, 2017

Hvad skriver du egentlig om?

Er det en politisk blog eller? Jeg havde virkelig svært ved at forklare, hvad jeg brugte min blog til og hvad jeg skrev om til mine elevkammerater. Og kender I det? Når andres udtryk tydeligt viser undren over, at jeg bruger min dyrebare tid på at skrive og på at læse andres tanker, så bliver de tanker pludselig transformeret over i min hjerne, så jeg nu tænker over; hvorfor i alverden jeg blogger og kunne jeg ikke bruge min tid bedre? Jeg kender godt svaret, for jeg har jo selv været der med jævne mellemrum, også fordi jeg bruger alt for meget af min tid med at surfe rundt på nettet, jeg læser blogge, jeg bruger andres bloglister til at komme viden om i blogverdenen, jeg scroller bevidstløs ned over billeder på instagram, jeg går sågar på min arbejdsplatform, hvis ikke jeg kan finde andet at læse, fordi det tit bliver en overspringshandling i stedet for at være i det liv, der nu en gang er mit.

Det korte af det lange er, at jeg elsker min blog og den kontakt det giver mig med andre mennesker. En af mine elevkammerater var blevet korrigeret af hendes døtre, da hun havde brugt ordet blogvenner efter sidste gang vi havde mødtes, hvor vi også talte om det at blogge. Man kunne ikke have blogvenner. Jeg må bare sige, at nogle af jer, som jeg har fulgt i mange år og som har fulgt mig i mange år, og som jeg har mødt i det virkelige liv, er blevet mine blogvenner. Når jeg ikke bruger ordet venner, er det nok, fordi det for mig betyder en endnu tættere relation, og jeg har faktisk ikke så mange venner i den definition.

Veninder/venner er for mig nogle, som jeg ville kunne ringe til, når det hele ramler eller når jeg trænger til i hverdagen, at der sker noget mere end landbrug og sygepleje. Der bruger jeg så mine søstre og mine svigerinder, dem har jeg jo i rigt mål. Så mine blogvenner er for mig egentlig lidt som mine penneveninder i gamle dage. Vi kender hinanden godt, vi kan sagtens mødes for første gang og alligevel føle os afslappet sammen, for vi har en historie sammen. Men i hverdagen er vi ikke så meget sammen udover på skrift. Bloggen er dog mere opdateret end brevene til penneveninderne var; der kunne jo være sket meget, siden man havde sendt brevet.

Som jeg tidligere har skrevet, så er min blog både en dagbog for mig selv og en måde at få respons fra andre på de tanker og ord, der fylder min hverdag. Responsen får jeg, blot ikke så hurtigt, som jeg tidligere gjorde. Her har de andre sociale medier taget over.

Gårsdagens møde med 13 af mine elevkammerater blev en skøn dag. Jeg har faktisk ikke andre end dem og så min familie, som er livsvidner til dengang, jeg var 20 år og klar til at blive det, jeg havde drømt om, siden jeg var 12 år. Nu er vi omkring de 60 år, så en del af snakken gik også på pensioner og efterløn, og jeg måtte igen – igen erkende, at jeg har sat mig alt for lidt ind i det emne. Jeg vidste f.eks. ikke, at det nu er ændret fra og med årgang 56, at vi bliver trukket i efterløn, hvis vi har anden pension.

Jeg har før været i Den Gamle By og set udstillingen fra 1974, men hvor var det sjovt at gense det med kvinder på samme alder som mig, og så var der kommet flere lejligheder til og der var en hel bolig, jeg ikke fik set sidste gang. Vi havde det så hyggeligt, mens vi så kollektivet, gynækologen og kernefamiliens lejligheder, og alle de andre ting. Vi nåede slet ikke at se det hele, fordi vi først var der 2½ time før lukketid. Jeg kunne dog ikke rumme mere, da de andre tog en sidste udstilling, så jeg blev udenfor og nød den friske luft. Heldigvis havde den regn, vi fik i i Århus, ikke været i hjemme på gården. Det er vi taknemlige for.

Søndagen er startet med sol, Ayla har nydt at ligge ved den åbne bryggersdør, om end hun har undret sig over, hvor landmanden blev af. Ham lod jeg sove, så længe han kunne. Imens fik jeg fodret den sultne hund og lavet morgenmad til landmandsparret. Nu er de to “buddies” ude og bese markerne, og jeg har skrevet fødselsdagsbrev til min yngste niece, som er i den alder, som vi var, da vi startede vores uddannelse. Akkeja som tiden dog går, siger den gamle landmandskone og lukker sin computer ned. God søndag til dig.

DSC_4502